Dikt på en fredag.

Til den nærværende time

Vær mig hilset min Veninde!
Maaske skal din Søster finde
Mig i Dødens kolde Arme;
Wibes Viser, Druens Varme,
Hun maaskee berøver mig,

Himlens Gunst mig dig tilbyder,
Vee mig! om jeg dig ei nyder,
Aldrig kiøber jeg tilbage
Een af de forsvundne Dage
Vel mig! om jeg nyder dig.

Bring mig Evands fulde Bæger,
Glæde omkring Randen leger,
Sorgen, som vort Liv forfølger,
Døer i Druens røde Bølger,
Bring mig fulde Bægere;

Bring mig al min Ungdoms Glæde,
Bring Elisa her tilstede,
At hun ømme Armer slynger
Om sin Elskers Hals, og synger
Wibes Sang for Elskere.

Men o Time! rask du svinger,
Dine hvileløse Vinger,
Du bortflyer – hvad mon hun giver,
Hun, som dig paa Flugten driver?
Hun maae give, hvad hun vil.

Vær mig hilset du, som kommer,
Thi mit Hiertes strænge Dommer,
Aldrig kalde skal med Klage
Hin forsvundne Stund tilbage,
Ogsaa dig jeg bruge vil.

av Jens Zetlitz

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.